Italiensk mad er ikke én smag, én teknik eller én region. Det er netop pointen. I de italienske menuer hos Kromans møder man både det lyse og det dybe: citron og basilikum, smør og salvie, tomat og aubergine, skaldyr og bisque, svampe og trøffel, polenta, risotto, pasta og langsomt kød med saft i sjælen.
Det italienske køkken står stærkt, når råvaren får lov at smage af sig selv, men det betyder ikke, at maden laver sig selv. Tværtimod. Pasta skal have bid. Risotto skal samles rigtigt. En sauce skal justeres, ikke bare hældes på. Og gremolata, citron, urter eller en smule bitterhed kan være det lille spark, der får retten til at vågne. Bum. Ikke højlydt. Bare rigtigt.
Hos Kromans handler det derfor ikke kun om at komme igennem en menu. Man smager undervejs, taler om balancen og får hænderne ned i det, der gør forskellen. Når stemningen er god, bliver folk også modigere med skeen. De smager en gang mere, spørger lidt mere og opdager, at velsmag sjældent kommer af fine ord, men af opmærksomhed, varme pander og nogen, der lige siger: “Prøv den nu igen.”
Italiensk madlavning passer godt til en aften i København, hvor et hold gerne vil lave noget sammen, der både er jordnært og generøst. Det er social gastronomi med faglig bund, men uden stive forklæder i sjælen. Musikken må gerne spille, tomatsaucen må gerne dufte, og der skal være plads til både præcision og grin.