En af de mest almindelige pastafejl er at tænke sauce og pasta som to adskilte ting. Først koger man pasta. Så hælder man sauce på. Færdig. Desværre også ofte lidt trist.
I italiensk madlavning er pointen, at pasta og sauce skal samles. Saucen skal ikke drukne pastaen, men klæbe til den, smyge sig omkring den og give smag i hver mundfuld. Det kræver, at pastaen ikke er kogt død, og at saucen har den rette konsistens. Nogle saucer har brug for lidt stivelsesholdigt pastavand for at samle sig. Andre har brug for fedme fra smør, ost eller olivenolie. Andre igen skal løftes med citron, urter eller tomatens syre.
Det er her, smagningen bliver vigtig. Ikke som en høflig lille skeprøve, men som en aktiv del af madlavningen. Mangler der salt? Er saucen for fed? Skal citronen frem? Er pastaen klar til at komme over i panden og blive færdig sammen med saucen? Det er ikke eksamen. Det er bare køkkenets måde at sige: vågn op, der sker noget her.
Som en af huslinjerne hos Kromans lyder: “Livet er for kort til Dolmio – lav din egen tomatsauce!” Den sætning handler ikke om at være fin på den. Den handler om, at sauce er smag, valg og håndværk. Og ja, nogle gange også en lille protest mod glas med rød søvn i.
