En pescetar ret kan hurtigt tippe. For meget syre gør den skarp. For meget fedme gør den tung. For meget umami gør den massiv. Balancen opstår, når de tre ting trækker i hinanden.
Scampi-ceviche er et godt eksempel på syre som løft. Den skal være frisk, men ikke sur. Hvis syren dominerer, mister man scampiens sødme. Hvis der mangler salt, bliver den flad. Hvis der mangler fedme eller sødme omkring den, kan den blive for stram.
Citronsmørret arbejder modsat. Det starter med fedme og rundhed, men skal holdes vågent af citron. Til havtaske kan det give både fylde og friskhed. Men hvis smørret tager over, bliver fisken bare et påskud for sauce. Det er ikke meningen. Fisken skal stadig have hovedrollen.
Tangpesto kan binde hav og grønt sammen. Den giver dybde i retter med ravioli, ricotta, nødder og ceviche. Men tangens havsmag skal doseres, så den ikke overdøver de sarte råvarer. Den skal være bas, ikke sirene.
Hos Kromans fungerer dette rigtig godt som læring, fordi man kan smage forskellene direkte. Man justerer cevichen. Man smager citronsmørret. Man ser, hvordan tangpesto ændrer retten. Det er ikke teori med slips. Det er smagning med ske, gafler og lidt køkkenmusik i baggrunden.
Det sociale gør også balancen bedre. Én opdager syren. En anden savner fedme. En tredje synes, tangpestoen fylder lidt for meget. Så bliver retten bedre. Ikke fordi nogen har ret fra starten, men fordi flere smager sig frem sammen.