Downton Abbey-temaet fungerer, fordi det har en klar indre kontrast: Upstairs og Downstairs. Det ene spor peger mod det elegante selskabsbord med østers, fine supper, filet mignon, trøffel demi-glace og blancmange. Det andet peger mod køkkenets mere robuste verden med pie, farseret kylling, Yorkshire pudding og pudding med vanillesauce.
English Heritage beskriver de victorianske country houses som steder med en tydelig tjenerhierarki, hvor roller og områder i huset var skarpt opdelt. Den sociale opdeling mellem herskab og tjenestefolk er netop en del af den stemning, Downton Abbey-universet spiller på.
Maden følger samme spænd. Upstairs er mere blank i kanten: gratinerede østers, hvidvinscreme, cayenne, parmesan, brøndkarse, filet mignon og trøffel. Her handler det om sauce, præcision og den lille fornemmelse af, at nogen lige har pudset sølvet. Downstairs er mere direkte: pie, kylling, Yorkshire pudding, salat og dessert med varm britisk tyngde.
English Heritage peger også på historiske britiske retter fra både høje og lave borde, fra cucumber ice cream til pigeon pie, og det understreger spændet mellem det pyntede, det solide og det lidt skæve i den britiske madfortælling.
Hos Kromans bliver temaet ikke en kostumefest uden mad. Det er først og fremmest en aften med råvarer, tilberedning, smag og fælles køkkenarbejde. Man samler, steger, rører, smager og opdager, at engelsk mad ikke behøver være trist, hvis man behandler den ordentligt. Det hjælper også at have lidt humor i rummet. Det havde de nok også brug for Downstairs.