Højreb er en taknemmelig udskæring, fordi den har smag, fedtmarmorering og kraft nok til at bære en klassisk steakhouse-menu. Men netop derfor skal den behandles ordentligt. Fedtet skal smelte og give smag. Overfladen skal brunes. Midten skal blive saftig. Det lyder enkelt. Det er det også – lige indtil man skynder sig.
Første greb er overfladen. Dup kødet tørt. Våd overflade giver damp, og damp giver ikke stegeskorpe. Den giver mest skuffelse med kødsmag. Dernæst skal varmen være klar. En pande, der ikke er varm nok, får kødet til at gråne. En pande, der er alt for voldsom uden kontrol, kan give brændt overflade og rå midte. Begge dele er en slags køkkenmæssig heavy metal uden rytmesektion.
Saltning og tilsmagning er også en del af arbejdet. Saltet skal fremhæve kødets smag, ikke gøre det aggressivt. Bearnaise og homefries kommer senere, men kødet skal kunne stå selv. Hvis steaken kun smager godt, når den drukner i sauce, har man et problem. Et gult, estragonduftende problem, men stadig et problem.
Hos Kromans er det her en af de ting, der giver god læring i rummet. Man kan se, høre og dufte forskellen på en steak, der bruner, og en steak, der koger. Man kan mærke, hvordan hviletid og varme ændrer resultatet. Og når flere står sammen om det, bliver det hurtigt tydeligt, at god steak ikke er macho. Det er præcision med lidt volumen på.
Hard Rock & Højreb fungerer, fordi det er en stor menu med en faglig kerne. Hummeren åbner med hav, højreben tager scenen, og tilbehøret spiller med. Men hovedrollen skal sidde. Ellers er det bare rock uden bas.