Galbi og kimchi fungerer, fordi de trækker i hver sin retning. Galbi giver varme, dybde, sødme og fedme. Kimchi giver syre, sprødhed, fermenteret skarphed og friskhed. Sammen skaber de en ret, der ikke bliver tung, selv når kødet har masser af smag.
Det er en klassisk køkkenlogik: det fede skal have noget friskt, det søde skal have noget syrligt, og det dybe skal have noget, der kan løfte. Kimchi gør netop det. Den renser ikke smagen væk, men åbner den. Det er forskellen på et tungt måltid og et måltid med bevægelse.
Hos Kromans er dette et godt læringspunkt, fordi man kan smage forskellen direkte. Først smager man galbi alene. Så med kimchi. Pludselig giver syren mere plads til kødet. Marinaden føles mindre sød, og retten får mere retning. Det er sådan faglighed gerne må være: ikke en lang forklaring, men en aha-oplevelse på en gaffel.
Speed-fermenteret kimchi er også interessant, fordi det viser fermentering som smagsgreb snarere end kun som langtidsprojekt. Man får noget af syren, kålen, chilien og bidet ind i retten, uden at artiklen behøver ende i kælder, glas og tre måneders ventetid.
Når folk laver galbi og kimchi sammen, sker der noget godt i rummet. Der bliver duftet, smagt, diskuteret og justeret. Det sociale gør ikke teknikken mindre præcis. Det gør den mere tilgængelig. Og det er meget Kromansk: hænderne i maden, smagen som dommer og lidt musik til at holde tempoet levende.