Oysters Rockefeller fungerer, fordi den har kontrast. Østersen er salt, frisk og havnær. Saucen er rig, grøn og fed. Gratineringen giver varme og overflade. Det er en ret, hvor man kan smage forskellen på pynt og håndværk.
Hvis saucen overdøver, mister retten sin kerne. Hvis østersen ikke behandles med respekt, bliver den anonym. Hvis gratineringen ikke sidder, får man enten rå fornemmelse eller træt varme. Retten kræver faktisk mere opmærksomhed, end dens klassikerstatus måske får den til at se ud til. Man kan ikke bare lægge noget grønt ovenpå og kalde det historie.
Hos Kromans passer Oysters Rockefeller godt ind i den amerikanske menu, fordi den giver aftenen et New Orleans-startpunkt med lidt mere elegance. Før krebs, Creole, skaldyrsvelouté og amerikansk comfort fylder rummet, står østersen som et lille signal: vi tager smagen alvorligt, også når stemningen er løs i hofterne.
Retten er også god til fælles madlavning, fordi den åbner samtalen om råvare og balance. Hvad skal man kunne smage først? Havet? Saucen? Urterne? Fedmen? Den slags spørgsmål gør deltagerne mere opmærksomme, og det er præcis den slags opmærksomhed, der gør mad bedre.
Oysters Rockefeller er altså ikke bare en historisk parentes med grøn hat. Den er et eksempel på, hvordan amerikansk gastronomi også kan være klassisk, lokalt forankret og teknisk krævende. Og når den sidder, så sidder den. Ikke med råb og yeehaw, men med et lille, rigt nik fra New Orleans.